fredag den 7. november 2014

"Forloren kødsovs" aka Kikærtegryde...

Vi er godt i gang med vores økologi måned. Indtil videre har det faktisk ikke været så meget dyrere. Vi var jo heldige at kunne handle i Føtex med 25% rabat i lørdags. Desuden udnytter vi Bilkas økodag på søndag, hvor der også er 25% at spare.

Men med tanker der kredser om økologi, miljø og penge, har jeg fantaseret om en kødfri kødsovs. Det lyder fjollet, men ikke desto mindre fik jeg lavet en ordentlig portion af netop det i går. Det er egentlig bare en basis som kødsovs, men kødet er byttet ud med kikærter. Det skal dog lige siges at min udgave af kødsovsen er lavet mild (uden hvidløg osv.) da jeg skulle tilgodese en gravid der ikke "tåler" mad med for meget smag ;)



Kikærtegryde alla kødsovs:

Kikærter
Løg
Olie (jeg brugte chiliolie)
Champignon
Hvidkål
Gulerødder
Paprika, Oregano, Basilikum, chilimix Salt og Peber
Flåede tomater
Fløde

Kom Kikærterne i blød aftenen før du skal lave kikærtegryden, eller brug kikærter i lage. Kog herefter kikærterne i vand i ca 15-20 minutter, alt efter hvor bløde du ønsker dem. Imens de koger, hakkes løg, gulerødder, hvidkål og champignon. Når de er færdigkogte kommes de i en gryde med (chili)olie og løg. De svitses et par minutter. Herefter kommes grøntsagerne i og svitses med. Kom krydderierne og derefter flåede tomater og fløde. Jeg lavede en stor gryde og brugte 2 dåser flåede tomater og ca. 1 dl fløde. Der kunne med fordel have været brugt mere fløde, for at gøre den ekstra cremet ;) Det hele står og simrer til du synes at grøntsager og kikærter har den konsistens du ønsker. Min kogte ca 25 minutter ved svag varme.
Server som den er eller med pasta, ris, kartoffelmos eller med grøntsager under. Jeg spiste den med spinat og squashspiraler.


kikærter er en god proteinkilde efter træning,
da den også indeholder en del kulhydrat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar