søndag den 31. august 2014

Alle starter et sted - og her starter jeg....

Egentlig skulle onlineforløbet først starte på torsdag, men da jeg synes det giver mere mening at starte i morgen, så jeg kan handle og lave lidt madforberedelse i dag, har jeg besluttet at gøre det.

Derfor får I, i dette indlæg, mine tanker omkring det forløb jeg skal til starte. Desuden skal vi have styr på mit fysiologiske udgangspunkt i form af vægt, centimeter og billede.





Tanker om min krop
Mit ømme punkt er min mave - hurra for de æbleformede!
Jeg burde ikke være så kritisk over for den, eftersom jeg har tabt 20 kg og den dermed har været en del større og og nu også hænger lidt efter vægttabet. Summarum er altså at jeg ville ønske at nederste del af maven bildækket var mindre!

Jeg er dog på et sted i mit liv, hvor jeg overordnet er temmelig tilfreds med udfaldet af mit (ekstremt) hårde arbejde. Jeg nyder at kunne købe tøj i normale størrelser (jeg tror stadig det er løgn, når jeg kan købe noget i S/M) og føle mig som en lækkerhaps, så det er kun når tankerne om maven tager over at jeg taler girmt om mig selv.

Jeg får ros de fleste steder i min omgangskreds og det hjælper mig på vej med det positive selvbillede, men der er også dage hvor det kan have negativ effekt. Hvis nogle roser mig eller omtaler mig som tynd eller slank farer "du skulle se mig nøgen" gennem mit hoved! Jeg er overbevist om at de ville klappe i som en østers, hvis de så mig uden tøj. Men igen... de dage er få i forhold til før i tiden. Vaner og tanker der har fyldt i 27 år, tager ikke 1,2,3,4 år at ændre... Gode ting tager tid! 

Da jeg allerede spiser lidt som på onlineforløbet, bliver det nok ikke kosten der bliver den største udfordring. Det bliver selvfølgelig svært at holde nallerne fra de normale lækkerier, men det bliver nok endnu sværrere når vi skal til at arbejde med mønstre og tankegange.

Mine nuværende mål:

Talje     74cm
Maven  88cm
Numse  89cm

Vægt: 61kg

Hvad håber jeg at online forløbet bringer med sig?
Jeg synes selv at jeg har en god energi hen over dagen. Jeg er træt ved 22 tiden og sover gerne omkring 8 timer hver nat, så på den konto tror jeg ikke det ændrer sig. Skulle der dog komme mere energi ind på kontoen siger jeg ikke nej tak - slet ikke hvis det kunne blive rengøringsenergi ;)

Jeg har dog et stort ønske om at kunne hvile endnu mere i mig selv. Ikke bruge så meget energi på at få dårlig samvittighed over noget jeg spiser eller motion som jeg ikke dyrker. Jeg ved rationelt godt at jeg generelt lever sundt, tager sunde valg, dyrker en del hverdagsmotion og nok sådan gennemsntitlig motion ved siden af. Men mine følelser og tanker er tilsyneladende ikke altid enige. Jeg ønsker inderligt, at jeg kunne se det, andre åbenbart ser. At jeg er slank, nej lad os bare sige normalvægtig og sund. Jeg ønsker at jeg i fremtiden kan være stolt af mine resultater og min styrke og nyde den fantastiske person jeg er.

Udover det "personlige" er det også et evigt ønske, eller måske mere en lidt urealistisk drøm, at jeg kunne minimere bildækket. Jeg skulle til at skrive at "jeg ville gøre hvad som helst for en fladere mave", men hvis jeg ville det havde jeg nok skåret alt væk nu og trænet min røv i laser. Så nej det ville jeg ikke, men hold nu kæft en fladere mave ville gøre mig glad. Eller nok ikke. Det ville nok ikke ændre en skid, men det føles sådan.

Så alt i alt er mit ønske nok at kunne hvile i mig selv. Nyde synet af min krop og være stolt af den jeg er...

23år VS 27år <3

Jeg tror sgu jeg løj før, 
jeg bliver faktisk lidt stolt når jeg ser billeder som disse.
Jeg har det godt i min krop,
men rejsen mod større selvrespekt
og livsglæde er kun lige begyndt. 
 





1 kommentar:

  1. He he! Jeg esker din sætning "Hold nu kæft en fladere mave ville gøre mig glad. Eller nok ikke. Det ville nok ikke ændre en skid, men det føles sådan." - for du har helt ret!
    Men jeg glæder mig til at gennemgå alt materialet med dig, så du kommer til at føle dig som den lækkerhaps du er! For du ser fantastisk ud :-)

    Kærlig hilsen Tatjana

    SvarSlet