Altså det med at tænke over forældrerollen er jo egentlig ikke noget nyt for mig. Jeg er uddannet pædagog og har de sidste maaange år set utallige forældre gøre alt det jeg absolut ikke vil gøre når jeg bliver mor. Eller hvad?!
Med tiden er jeg nok blevet mere bevidst om at jeg kan have nok så mange fine ideer til hvordan jeg vil opdrage mit barn, hvordan jeg vil forholde mig til gaver, institutioner, tv og alt det andet men at det ikke ændrer på at lige så snart den lille klump kærlighed kommer ud, så er alt visket bort. Det er i hvert fald min oplevelse (som pædagog, men også som veninde, faster og alt det andet) at alt fornuft bliver blæst bort at ubetinget kærlighed og lyst til at please sit barn. Måske ikke please i den gængse forstand, men med tanke på at man ønsker sit barn det bedste.
Det er så bare her jeg, personligt og som fagperson, ofte tvivler på at det rent faktisk er det bedste at forsøge at gøre sit barn glad hele tiden. Er det for barnets bedste at bære det, hvis det ikke gider gå? Er det for barnets bedste at lade det drikke alkohol, fordi ellers bliver det holdt uden for? Er det for barnets bedste at give det en Iphone, fordi ellers bliver det drillet? Er det for barnets bedste at lade det være længe oppe, fordi det ikke gider i seng? Er det for barnets bedste at lade det slippe for lektierne, fordi det er træt og hellere vil se tv eller checke Instagram? Er det for barnets bedste at lade det bestemme om I skal cykle eller gå i børnehave, hvad i skal have til aftensmad, hvem der skal hente det osv? Mit svar må være nej! Der er selvfølgelig meget forskel på hor gammelt dit barn er, men et barn skal ikke have utallige valg at tage stilling til i løbet af en dag. Det er ikke kognitivt udviklet til at kunne sige til og fra og barnet har ingen forståelse for årsag og sammenhæng.
Tag nu foreksempel et gennemsnitlig børnehave barn. Det er 4 år og det vågner om morgenen. Her bliver det måske spurgt hvilket tøj det vil have på, hvad det vil have til morgenmad og om det er på cykel eller i bil til institutionen. Så kommer i over i børnehaven hvor det bliver spurgt hvem det vil vinke med, hvor henne og derefter hvad og hvem det vil lege med. Afhentning og hjem. Måske bliver det spurgt om mor skal holde tasken eller det selv vil. Måske bliver det spurgt om det vil i parken, hjem eller hvad familien skal have til aftensmad. Hvad vil den lille så gerne se i tv, eller vil den hellere hjælpe med aftensmaden. Den kan også lege med togbane. Vil du have mor eller far bader dig og hvad vil du derefter? Have læst en bog eller sunget godnatsang? Hvem skal putte den lille? Og hvem skal vække dig i morgen?
Jeg er muligvis kørt fuldstændig ud af tangent her. Jeg er i hvert fald kørt at sporet for jeg havde egentlig i tankerne at indlægget skulle handle om mine tanker omkring mine madvaner og tanker omkring maden og hvordan jeg som mor undgår at præge mit barns forhold til mad i en negativ retning.
Men her kommer det med de mange valg og lysten til at gøre barnet glad jo også ind i billedet. Det er ikke barnet der skal bestemme om fredagsslik bliver til hverdagsslik foreksempel. Jeg så en gang en dokumentar (og ved at det sker, omend nok ubevidst, i mange overvægtige familier) om børn som var blevet overvægtige pågrund af deres forældres kærlighed og dermed mangel på at sige nej. De slog simpelthen deres børn ihjel fordi de ikke kunne sige nej. De udtalte alle sammen at de ville have at deres børn var glade og derfor gav de børnene det de ville have. Det er nok her min pointe med at vi som voksne skal tage ansvar - fordi vi ved bedre! kommer ind i billedet. (mange af os ved i hver fald bedre!)
Jeg mener ikke at jeg, som eks overvægtig eller ja tyk, har fået et forkvaklet forhold til mad med hjemmefra. Jeg tror jeg blev overvægtig af tidens ånd. Fedtforskrækkelsen og de mange kulhydrater i stedet. Eller...ej...ved det sgu ikke. Ved faktisk ikke hvorfor jeg blev tyk. Det jeg vil frem til er dog at jeg nu måske ikke har et naturligt og sundt forhold til mad. For mig vil mad altid være fyldt med følelser. En god blandet bunke fra de helt negative med den dårlige samvittighed og op til de positive og dejlige. Mine tanker går på hvordan jeg som mor undgår at give mit barn et forkvaklet forhold til mad. Jeg ønsker at mit barn kan se mad som livsnødvendig næring. Jeg ønsker at mit barn får den bedste næring og benzin til at leve et godt børneliv og dermed tager med op i voksenlivet at naturlig mad med masser af grøntsager og plads til lidt af hvert, er dejligt. Men samtidig ønsker jeg ikke at barnet skal tænke så meget over mad som jeg gør. Jeg ønsker ikke at barnet skal fokusere på om det er tykt elle tynd, om andre tænker over hvad det spiser, om det skal løbe en ekstra runde på legepladsen fordi de fik flødeboller i klassen osv. Der er desværre bare mange børn der smittes med disse voksentanker.
Jeg vil for alt i verden prøve skåne mit barn for dette og forsøge at videregive et naturligt forhold til både maden og kroppen.
Mit barn skal fyldes med god nærende mad, kærlighed og selvtillid
- men hvordan....
Oh gosh...det kære SVÆRE forældreskab!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar