Togtur og tankemylder...

Sidder og misser med øjnene i solen. Afslappet. Nyder stilheden i kupeen.

Den eneste lyd er slikpapir. Jeg tænker for mig selv at jeg ikke har slik med. Det er nok min første togtur nogensinde uden at snacke løs. Uden at spise. At rejse er at spise. Åbenbart. Ligesom hygge også er det. Altså at spise. Og når noget skal fejres. Eller når noget gør ondt. Eller…

Hvorfor er det egentlig at man ikke bare kan spise for at spise? Altså selvfølgelig spiser jeg min morgenmad for at fylde benzin på kroppen, men det er fisme ikke mange måltider jeg indtager bare for at tanke min krop med energi. Gad vide hvor det ville ende hvis man kunne se maden som det det er – benzin!

Jeg ved det ikke. Det kommer alligevel aldrig til at ske. Slet ikke for mig. Det løb er kørt. Jeg er kastet rundt i den manege og sidder med ryggen mod muren og stirrer på madmonstret. Jeg nægter at blinke først! Det skal ikke få mig ned med nakken. Jeg styrer maden og ikke omvendt. Eller. Ja, det ville jeg ønske at jeg gjorde. Altså det gør jeg måske. Måske ikke. Ingen ved det – alle taler om det.

Næste station Horsens. Shit! hvor er solen egentlig irriterende. Lige i synet på mig. Ikke konstant, men sådan streposkop agtigt. Ligesom på et diskotek. Sol, træ, sol, træ. Hvad fanden er der egentlig galt med mig?! For 10 minutter siden sad jeg med fjæset mod solen og sugede det til mig. Glad og tilfreds. Lukkede øjne, smil og tankemylder. Nu er lyset lige pludselig træls. Lyset som jeg har gået og sukket efter hele vinteren. Nu er den her endelig og så kan jeg ikke værdsætte det mere en 5 minutter. Skøre tøs! Jeg øver mig dog. Det gør jeg. Jeg øver mig på taknemmeligheden. Jeg øver mig på at fokusere på det positive. Det er lidt svært synes jeg. Sådan at skulle tænke positivt hele tiden. Hvad fanden er der positivt ved at træde i en lort eller stille sig i den forkerte kø hvor kassen går ned og medarbejderen er ny i job? Det er sgu nok meget sundt og tage det hele som det kommer. Både med glæde og pessimisme. Jeg tager det hele med. Jeg har jo intet valg.

Det går sguda egentlig meget godt det her ”ud og se med DSB”. Snart rammer vi Fredericia. Bum karl! Det er sjovt som jeg, straks som jeg tænker det, tænker ”Fuck! Nu jinxede jeg det”. Andre der har det sådan? Altså er lidt overtroisk uden egentlig at være det? Jeg går helst ikke under en stige eller smadre spejle. Ikke fordi jeg tror på det. Baaaare liiige for en sikkerhedsskyld. Sikke noget ævl. Jeg ævler. 

Tror jeg lukker øjnene lidt mod solen igen og mærker varmen og glædet og håbet om foråret…..