Dårlige undskyldninger – mangel på accept og selvindsigt…

En veninde og jeg står med vores vægtstænger foran spejlet og laver goodmornings. En øvelse der skule være god for især mås og lænd. Vi ”afmontere” os vores vægte og begynder at snakke imellem sættene, som vi altid gør. Det er hyggeligt. Jeg nyder selskabet. Vi snakker, som så oftest før, om sundhed, træning, Instagramprofiler og hvad det hele gør ved os. 

Vi snakker om hvad vi kan lide ved os selv og hvad vi knap så godt kan lide. Jeg leger som sædvanlig. ”stranden er den vej” og studerer mig selv i spejlet. Spænder numsen, slapper af i numsen og spænder igen. Vi bryder begge to sammen af grin. Jeg deler at jeg sgu er træt af den flade numse. Intet nyt under solen. Jeg synes do den er vokset lidt efter jeg er begyndt at fokusere på at squeeze. ”To centimeter, siger målebåndet” proklamere jeg stolt! Min makker siger at det kan hun nu faktisk godt se. Jeg bliver lidt stolt. Jeg Siger at jeg jo heller ikke ligefrem kan få en stor rund og fyldig lækker numse. Jeg har jo ingenting. Skin and bones! Der bliver stille lidt. ”altså, det tror jeg nu nok” bryder stilheden. Ja siger jeg? Så bliver der snakket om folk der kan have talje som en lygtepæl og flotte store spændstige squatnumser.

Jeg kunne krybe i et musehul. Er det en dårlig undskyldning jeg går og fortæller mig selv. At jeg ikke kan få en rund flot numse. Måske for at jeg kan hvile på laurbærene og ikke behøver at arbejde for det. Er det en undskyldning jeg kaster om mig, for at få medlidenhed? Burde jeg bare holde min kæft og arbejde for det? Eller acceptere at jeg ikke gider bruge timer i træningscentret med tunge dødløft og squats og dermed også acceptere min medfødte flade numse?!

Jeg ved en hel del om livsfortællinger, historier, narrativer – kald det hvad du vil. De fortællinger vi skaber og videregiver, som dermed skaber vores identitet og den virkelighed vi tuller rundt i. Men jeg har aldrig tænkt på de ”undskyldninger” vi skaber. Som en del af vores egenfortælling.

Jeg må gribe i egen barm og erkende at jeg ofte siger ”Jeg kæmper mod mine gener. Mit fedtdepot er på maven” eller ”jeg kan jo intet stille op med den flade numse. Måske blive agent, så jeg rigtig kan snige mig tæt op ad væggene uden numsen er i vejen”.

Er det måske i virkeligheden ikke også det der sker når vi ser en løber og tænker ”slap nu af med det løberi” eller når man laver unfollow på en instagramprofil hvor personen ikke spiser slik, men kører kylling og broccoli ind og man derfor synes de er småfanatiske. Altså undskyldningerne for at man ikke selv gør det.

Ikke at man partout skal bruge 4 timer i centret på at smadre sine baller eller skal leve af kaninføde, men måske acceptere de valg man gør sig. Stå ved dem. Og lade andre have deres valg i fred. Måske endda beundre dem. Eller være uforstående, men ikke skeptisk.

Jeg må acceptere at jeg ikke gider leve af kylling og lave dødløft, som gjaldt det liv eller død. Dermed også acceptere at min numse jo så selvsagt ikke vokser og bliver en reklamerøv. Stoppe med at bortforklare det og se realiteterne i øjnene….

Jeg er hende med den flade numse. Jeg er født sådan. Jeg sætter ikke alle sejl ind for at få den større. Jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over det. Blot nyde min middelmådige udvikling på 2 centimeter, som kommer af min middelmådige træning et par gange om ugen.

Eller hvad?!