En veninde og jeg står med vores vægtstænger foran spejlet
og laver goodmornings. En øvelse der skule være god for især mås og lænd. Vi
”afmontere” os vores vægte og begynder at snakke imellem sættene, som vi altid
gør. Det er hyggeligt. Jeg nyder selskabet. Vi snakker, som så oftest før, om
sundhed, træning, Instagramprofiler og hvad det hele gør ved os.
Vi snakker om
hvad vi kan lide ved os selv og hvad vi knap så godt kan lide. Jeg leger som
sædvanlig. ”stranden er den vej” og studerer mig selv i spejlet. Spænder
numsen, slapper af i numsen og spænder igen. Vi bryder begge to sammen af grin.
Jeg deler at jeg sgu er træt af den flade numse. Intet nyt under solen. Jeg
synes do den er vokset lidt efter jeg er begyndt at fokusere på at squeeze. ”To
centimeter, siger målebåndet” proklamere jeg stolt! Min makker siger at det kan
hun nu faktisk godt se. Jeg bliver lidt stolt. Jeg Siger at jeg jo heller ikke
ligefrem kan få en stor rund og fyldig lækker numse. Jeg har jo ingenting. Skin
and bones! Der bliver stille lidt. ”altså, det tror jeg nu nok” bryder
stilheden. Ja siger jeg? Så bliver der snakket om folk der kan have talje som
en lygtepæl og flotte store spændstige squatnumser.
Jeg kunne krybe i et musehul. Er det en dårlig undskyldning
jeg går og fortæller mig selv. At jeg ikke kan få en rund flot numse. Måske for
at jeg kan hvile på laurbærene og ikke behøver at arbejde for det. Er det en
undskyldning jeg kaster om mig, for at få medlidenhed? Burde jeg bare holde min
kæft og arbejde for det? Eller acceptere at jeg ikke gider bruge timer i
træningscentret med tunge dødløft og squats og dermed også acceptere min
medfødte flade numse?!
Jeg ved en hel del om livsfortællinger, historier, narrativer
– kald det hvad du vil. De fortællinger vi skaber og videregiver, som dermed
skaber vores identitet og den virkelighed vi tuller rundt i. Men jeg har aldrig
tænkt på de ”undskyldninger” vi skaber. Som en del af vores egenfortælling.
Jeg må gribe i egen barm og erkende at jeg ofte siger ”Jeg
kæmper mod mine gener. Mit fedtdepot er på maven” eller ”jeg kan jo intet stille
op med den flade numse. Måske blive agent, så jeg rigtig kan snige mig tæt op
ad væggene uden numsen er i vejen”.
Er det måske i virkeligheden ikke også det der sker når vi
ser en løber og tænker ”slap nu af med det løberi” eller når man laver unfollow
på en instagramprofil hvor personen ikke spiser slik, men kører kylling og
broccoli ind og man derfor synes de er småfanatiske. Altså undskyldningerne for
at man ikke selv gør det.
Ikke at man partout skal bruge 4 timer i centret på at
smadre sine baller eller skal leve af kaninføde, men måske acceptere de valg
man gør sig. Stå ved dem. Og lade andre have deres valg i fred. Måske endda
beundre dem. Eller være uforstående, men ikke skeptisk.
Jeg må acceptere at jeg ikke gider leve af kylling og lave
dødløft, som gjaldt det liv eller død. Dermed også acceptere at min numse jo så
selvsagt ikke vokser og bliver en reklamerøv. Stoppe med at bortforklare det og
se realiteterne i øjnene….
Jeg er hende med den flade numse. Jeg er født sådan. Jeg
sætter ikke alle sejl ind for at få den større. Jeg kan ikke tillade mig at
brokke mig over det. Blot nyde min middelmådige udvikling på 2 centimeter, som
kommer af min middelmådige træning et par gange om ugen.
Eller hvad?!
