Jeg ved ikke, om du er af en anden støbning end mig, men jeg tror ikke det er unormalt med følelsen af at det er en konstant kamp at tabe sig og derefter vedligeholde vægten.
Jeg tror det er de færreste der ved, at kampen fortsætter efter vægttabet. Både fordi mere vil have mere, men også fordi kroppen ikke bare når en vægt og så bliver der!
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men synes også at jeg på de sociale medier ( blogs, facebook og Instagram) oplever, at når man når sin målvægt eller får trænet lårene mindre eller hvad man nu har haft af mål, så er det ikke nok. Man er ikke tilfreds. Der er jo stadig den lille delle over bhen, lårene rører stadig hinanden eller læggen er ikke muskuløs nok.
Sådan har jeg det også. Jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi, drømt om at jeg skulle nå ned på omkring 60kg. Og ja, det er flot og fantastisk og alt det her..., men nøj hvor jeg synes det er træls at jeg stadig er tyk på maven. Maven er blevet meget meget mindre gennem vægttabet. Det er rigtigt. Den er dog stadig stædig og hænger i. Jeg har det, mange måske vil kalde for bildæk. Når andre siger jeg er slank, er det eneste jeg tænker: "det er fordi du ikke har set mig nøgen"!
Fy for fanden det er grænseoverskridende!
Men hej, det er jo ikke værre end at gå i bikini.
Det er jo sådan jeg ser ud!
Stop dig selv tænker du måske, men jeg prøver bare at vise "bagsiden af medaljen". Vægttabet slutter aldrig. Kampen er din kamp for evigt. Lige nu arbejder jeg meget med det psykiske. Jeg øver mig i at acceptere hvordan jeg ser ud, være stolt af det jeg har opnået og finde en balance imellem at spise sundt og usundt og at træne og holde fri - det er satme svært skulle jeg hilse og sige.
Det jeg kæmper allermest med, udover at acceptere min mave og være stolt af det jeg har opnået, er den konstante dårlige samvittighed! Den er altoverskyggende og sluger utrolig meget energi. Den styrer min hverdag og hvad jeg bruger min tid på. Den er der hele tiden også når det på ingen måde er berettiget.
Oftest kommer den dårlige samvittighed hvis jeg aflyser en træning eller spiser noget jeg ikke synes er sundt. Eller bare spiser for meget. Eller, eller, eller...
For at give et eksempel: I går lørdag aflyste jeg min styrketræningsaftale fordi det er ferie og jeg hellere ville nyde vejret og slappe af med min kone. Det burde ikke være et problem eftersom jeg i ugen op til havde trænet både mandag, tirsdag, torsdag og fredag..., men den dårlige samvittighed indtraf straks, allerede da tanken opstod med ønsket om at droppe træning. Det endte med at jeg droppede træning og derimod powerwalkede/løb 5 km for at teste mit knæ og senere cyklede rundt i det dejlige vejr.
Et andet eksempel er i dag. Jeg har hele tiden haft en træningsaftale om at prøve et udstrækningshold i fitnessworld, men havde så også meldt mig til et cirkeltræningshold inden, fordi jeg ikke fik styrketrænet i går. Da jeg vågnede besluttede jeg mig for at give benene lidt ro, da knæet gør ondt efter turen i går og kun tage til udstrækning. Desuden har min kone og jeg aftalt at vi kører til Silkeborg og går tur på Himmelbjerget. Og i morgen skal jeg steppe i 2,5-3 timer, så ligger jo ikke ligefrem på den lade side... Alligevel dukker den dårlige samvittighed op!
Og hvor kommer den så fra den her evige dårlige samvittighed? Jeg tror det er frygten for at blive tyk igen. Jeg er bange for at komme ud på en deroute og smide alt det hårde arbejde væk! Alle videnskabelige undersøgelser og odds peger på, at vægttab som er opnået langsomt og sikkert over lang tid, sjældent fører til at kiloene ryger på igen. Jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver tyk igen, fordi jeg går op i sundhed og mad og træning. Alligevel er det hos mig en stor bagside af medaljen at jeg kæmper med den dårlige samvittighed. Er jeg mon den eneste?
Men ikke alt er sort. Et stort vægttab er ikke en straf, selvom jeg måske får det til at lyde sådan ;)
Det er dejligt at kunne passe tøjet i butikkerne. Jeg synes altid jeg har kunnet passe de største størrelser i almindelige butikker, men det har jo aldrig siddet rigtig godt. Nu kan jeg gå ind og hive en størrelse medium, og til tider small, ned fra hylden og tage den på og passe den. Selvfølgelig er det ikke alle snit der er lige flatterende, men det er en dejlig følelse at det er sjældnere og sjældnere jeg ikke kan få det tøj jeg gerne vil have. Og det er virkelig det hele værd! Når jeg har de dage hvor jeg synes det hele er noget lort og tuder over at det aldrig bliver nemmere og at alle andre har flade maver osv osv... Så tænker jeg på hvordan jeg føler mig når jeg tager ud og shopper eller når jeg tager pænt tøj på og føler mig lækker....
Jeg ved ikke om I kan nikke genkendende, ryste på hovedet af tossen bag skærmen
eller føler at I har spildt to minutter af jeres liv på at læse dette,
men der er blevet efterlyst flere "personlige" indlæg
og den evige kamp og dårlige samvittighed som sagt fylder rigtig meget i mit liv synes jeg det var et relevant indlæg at bringe...
God søndag... nu vil jeg hoppe til "udstræk",
og derefter nyde solen på Himmelbjerget.
Jeg kan sagtens relatere til det du skriver.. Og jeg er ikke færdig med mit vægttab (langt fra!!).. Og det er sjovt, at du skriver, at vi skulle tænke "stop dig selv" i forhold til at være så kritisk, for helt ærligt - du lyder meget hård ved dig selv.. Men du fik mig til at indse, at de ting siger jeg også til mig selv? Man er altid klar til at sige til andre, at de klarer det godt og ikke skal være så selvkritiske.. Man (i hvert fald jeg) har bare sværere ved at sige det til sig selv også.. Hvis du en dag finder ud af, hvordan man bliver den dårlige samvittighed kvit, så sig lige til ;)
SvarSletJeg kan også sagtens rose andre og ville nok hvis nogen viste mig en krop der lignede min sige at de ikke var tykke osv osv...det er desværre ikke så nemt at praktisere selv ;)
SletJeg har talt og tænker stadig nogen gange ufattelig grimt om mig selv og min krop.. ikke kun i forhold til træning, men fordi jeg kæmper en brav kamp med min selvtillid og at vide jeg er god nok som jeg er lige nu, ligesom jeg også ville være god nok + eller % 5 kilo.
SvarSletJeg er begyndt at tænke, at min krop og mig selv, vi skal være de bedste veninder! Og aldrig i mit liv om jeg ville tale så grimt til en veninde som jeg gør til mig selv.
Mit spejl er blevet påklistret nogle udklip fra diverse blade (smiiil-du er smuk) og lign. Og hver gang jeg kigger i spejlet ser jeg de ord. om de hjælper ved jeg ikke endnu, men jeg prøver virkelig.
Til gengæld er jeg ret god til ikke at dunke mig selv oven i hovedet fordi jeg ikke fik trænet eller spiste noget jeg normalt ikke spiser. Jeg har valgt at tage velovervejede valg, og aldrig ærgre mig :)
Kvinder er bare alt for selvkritiske og glemmer nogle gange at nyde livet og nuet.
Jeg synes faktisk at jeg er nået rigtig langt i forhold til at tale pænt om mig selv. De sidste mange måneder har jeg talt pænt om og til mig selv og det er skønt, men den dårlige samvittighed er der bare..
SletDet lyder som om du er ret meget på vej det rigtige sted hen og det vigtigste skridt på vejen må jo være bevidsthed :)
Sikket et flot indlæg, hvor er du bare modig, ærlig og meget inspirerende! Du deler virkelig af dig selv i både op og ned ture og det kan man som læser virkelig mærke - det er værdsat!
SvarSletDet må være en kamp ikke at kunne se resultater når man virkelig kæmper, men tænk hvor langt du er kommet og hvor flot det er! Klap dig selv på skulderen og ros dig selv i stedet for at være sur over de få kilo på maven som endnu ikke er tabt. Mon ikke det stille og roligt vil strammes op når du træner? Din krop har været igennem et stort vægttab og måske skal den lige selv følge med?
Jeg synes du er sej! :D
Anna - http://wonderwomanwannabe.dk
Tak Anna,
Sletdet er virkelig også en overvejelse om jeg udlevere for meget af mig selv.
Samtidig synes jeg dog også at billedet på de sociale medier er forvrænget i forhold til altid trimmede og slanke piger der synes livet er lutter lagkage...så er kan jeg så bidrage med de lidt mørkere sider. Jeg har skam også lange perioder hvor jeg synes rigtig godt om mig selv, men den dårlige samvittighed forfølger mig...
Fantastisk skrevet. Det er sjældent man ser et ærligt indlæg med oprigtigt indhold som alle kvinder i større eller mindre grad kan relatere til. Nu er jeg heldigvis en af de heldige kvinder der altid har haft en evig accept af min krop og dens finurligheder. Dermed selvfølgelig ikke sagt at der ikke er ting jeg kunne ønske forbedret, men det er altid forbundet med en accept i sidste ende. Det er både en helt fantastisk ting, men desværre måske nok også grunden til at jeg aldrig rigtig kommer til at have den "perfekte" krop. Men men men, nuer jeg så gravid og der sker en masse ting med kroppen. Så mon ikke om der kommer til at ske nogle forandringer. �� men dejligt at læse et oprigtig indlæg med den selverkendelse de fleste er bange for at indrømme.
SvarSletSkrevet af din gamle skolekammerat. Anja Rosenlund. ��
SletHej Anja,
Sleter du gravid? - tillykke med det :)
Jeg vil sige at jeg har opnået rigtig meget i forhold til selvaccept og er for det meste rigtig glad for hvordan jeg ser ud...men præges meget af alle de slanke og trimmede piger på de sociale medier der virker perfekte.
rationelt ved jeg jo godt at jeg blot er menneskelig og at de andre ikke er perfekte...
men tak for komplimenterne :)
Kære Stefanie. Jeg har lige læst dit indslag, og jeg har ikke spilt 2 min. - derimod blev jeg inspireret til at kommentere lidt. Jeg tror vi er mange som kan genkende forskellige af de ting du beskriver. Den " rejse" du er begyndt på, er en verdensomsejling. Den er en fuld af udfordringer, - gode som dårlige, spændende, farlige, uoverskuelige og med diverse forhindringer. Men en ting er sikkert, og det er for hver gang du/ vi kommer igennem en udfording er vi blevet meget klogere. Livet skal leves og nydes hver dag, og det er vigitg, at have oplevelser med dem du elsker, - f.eks. jeres tur til Silkeborg. Det er ikke kun den fysiske træning som skal tælle på kontoen. Den mentale del - som vi bl.a. træner, når vi gør noget sammen med andre, - jeg ved godt at du også træner med andre, men jeg tænker på det vi gør for sjælen, det er med til, at vi lader op til alle dagligdags - og livets udfordringer, og det giver overskud på kontoen, - det er det overskud som gør, at du kommer afsted når du f.eks. begynder, at tænke oversprings handlinger. Du er nået så langt på din rejse, du er inspirerende for mange, og en meget modig pige. At dele disse tanker med os andre kræver mod, og en stor del af selvindsigt. Du skal anerkende dig selv for dine flotte resultater, og huske dig selv på - at du er blot et menneske, og endda et af de fantastiske af slagsen. Jeg har stor respekt for din kamp, og du har ret når du skriver, at den er livslang, dog mener jeg at det skal være en livsstil, at leve sundt. Husk, at sundhed er mere end sund kost og motion. Det er også kærlighed - til menneskerne omkring dig, trivsel - og glæde ved at gøre og opleve forskellige ting. At du/vi så engang imellem ændre på vores tidligere valg - er som jeg ser det ok, for vi skal også give os selv lov til, at være spontane, og det andet valg kan - hvis vi giver os selv lov til det - være lige så godt, eller måske bedre, hvordan kan du /vi vide det hvis ikke vi gør det? Mht. din "lille delle" på maven, så prøve at flyt fokus, op til dit dejlige ansigt, søde smil og øjne. Med kærlige tanker og knus fra Tina Fuglsang Bohn:-)
SvarSletTak Tina :)
Slet