mandag den 31. august 2015

Hel kylling i støbejernsgryde (römertopf)...

Vi er begyndt at mærke det - eller jeg er begyndt at mærke det!
Det er blevet koldere, dagene er lidt mere grå og morgenerne ikke så lyse som tidligere. Efteråret nærmer sig og det betyder comfortfood, stearinlys og tæpper. 

Personlig holder jeg af alle årstiderne og er meget taknemmelig over at bo i Danmark hvor vi får lidt af det hele. Selvfølgelig sidder jeg også på cyklen i modvind og silende regn totalt opgivende og på randen til at bryde sammen af frustration og udmattelse....men jeg synes faktisk at der alligevel er noget over efterår og vinter. Jeg tror det er hyggen. De mørke aftener pakket ind i tæpper, med simremad og stearinlys på bordet.

Derfor skal I i dag have en opskrift på lækker simremad. Opskriften lægger op til at blive lavet i en eller anden form for gryde der kan tåle ovn (altså uden plastik håndtag). Selv bruger jeg en støbejernsgryde. Jeg vil dog vove og påstå at retten også sagtens kan laves i et ovnfastfad :)





Undskyld det dårlige billede!


Hel kylling med rodfrugter i støbejernsgryde:
ca. 4 personer

1 stor hel kylling (her er brugt en økokylling)
4-5 store rødbeder
5 store gulerødder
2-3 store løg
salt, peber og timian
olie
1 dl vand
Evt. hvidløg eller chili for mere smag

Rens kyllingen, hvis dette ikke er gjort på forhånd. Kom den ned i din gryde. Krydder den. Herefter skrælles rodfrugterne og skæres i grove stykker. Kom dem ned omkring kyllingen. Løgene skrælles og skæres også i grove stykker og kommes i gryden. Hæld olie og vand ud over og kom låg på gryden.
Det hele skal simre ved 200grader i ca. 60-90 minutter alt efter kyllingens størrelse.
Tag gryden ud og anret på en tallerken. evt. med lidt syltede agurker og remoulade.

Tip: brug de rodfrugter og krydderier som du bedst kan lide. fx. kartofler, græskar eller persillerod. Desuden er den væde der kommer genial at bruge som fond til sovs eller supper. Frys den ned og tag op når du skal bruge den!

Det var simpelthen så nemt og lækkert,
så selvom det var første gang med støbejernsgryden
er det i hvert fald ikke den sidste!

God mandag....

fredag den 28. august 2015

Intet med mad at gøre...og så alligevel...

Jeg ved I har hørt om det. Alle har. De frygtelige tilstande for syriske flygtninge der strømmer ind på fx. øen Lesbos.
Billederne bliver kastet i hovedet på os uanset hvilken skærm vi tænder og det gør ondt i min mave (og sikkert også i jeres) hver gang. Der er ingen mennesker der fortjener den skæbne!

Anyways....
Anne Deppe som har bloggen "Deppe and the lost sock" har taget initiativ til at samle en container med ting til flygtninge på Lesbos.

De mangler penge til containeren. Selv de mindste beløb er velkomne på mobilepay 53 64 64 25 Skriv LESBOS [dit navn] på overførslen.

Desuden mangler de alle fornødenheder som en på flugt kunne have gavn af. Fx tøj, tæpper, dåsemad, legetøj osv. De fleste af os har noget liggende vi ikke bruger. Dette kan du donere ved at aflevere det på denne adresse; Vesterbrogade 161 på Frederiksberg i Kbh.

Jeg sidder selv med en del tøj og sko der er tilovers fra et loppemarked, men er i Århus og har ingen måde at transportere det til kbh på. Jeg ved der er flere i Århus med samme problem, så sidder du og tænker "jeg har sguda en varevogn" eller "jeg har sguda en lille dyt" og skal eller vil kører over broen med vores ting så skriv til mig, så skal jeg nok formidle videre til andre fra Århus. Min mail er: Ligusterlebbe@gmail.com


Jeg håber at der er nogle venlige sjæle der vil hjælpe!
Læs hele hendes indlæg her! 

tirsdag den 25. august 2015

Anmeldelse - Brunch på Langhoff og Juel...

Dagens indlæg bliver en brunch anmeldelse. I sidste uge havde jeg ferie og id en forbindelse havde jeg shanghaiet en veninde til at passe lillemanden i to timer, mens konen og jeg brunchede.

Det blev til en lækker brunch på restauranten Langhoff og Juel, som ligger i latinerkvarteret i Århus.
Udover en hyggelig indretning med "gamle" møbler og store værkstedslamper, er der en dejlig rolig stemning. Alt maden er økologisk og virkelig veltilberedt.


Der er flere valg til brunch, men vi valgte en brunch tallerken inkl drikkevarer (juice og kaffe/the/kakao) for 198kr. Her fik vi rugbrød, surdejsbolle, smør, leverpostej, marmelade, scrambblegg m. pølser, slat m. laks, hummus, et stykke frugt og ymer med müsli.

Da maden kom ind tænkte jeg "aaargh....det kan jeg da ikke blive mæt af", men det blev jeg bestemt! Vi spiste ikke engang om. Tror det er fordi det var virkelig lækre råvarer og mad med smag i!


Så her fra skal lyde et stort hurra!
Hurra for en brunch uden det stor virvar!
Hurra for økologi!
Hurra for gode priser!




Indlægget er ikke sponsoreret, 
men udelukkende udtryk for min egen holdning. 

torsdag den 20. august 2015

Basilikum-spinat pesto...

Sommeren trækker ud og jeg nyder det!
 - Så meget som man nu kan med en lille dreng på 3 måneder. Jeg gør hvad jeg kan for at komme ud og suge d-vitamin ved fx. at gå en masse og flytte min træning ud på græsset. 

I dag havde jeg en times tid alene hjemme, mens konen og lille W var på barselsbesøg hos en veninde, og en bugnende basilikumplante og det kom der den her über lækre pesto ud af!
Selv er jeg normalt ikke særlig meget for basilikumpesto. Jeg spiser hovedsageligt peberfrugtpesto. Men den her hjemmelavede er virkelig lækker. På en måde lidt sød i det. Perfekt sommerpesto. Og så kræver den et minimum af arbejde....


Basilikum-spinat pesto:
Portioner: Mellem stort glas
Arbejdstid: 15 minutter

2 håndfulde frisk basilikum
2 store håndfulde spinat
1 dl olivenolie
1 dl cashewnødder
30g parmesanost
salt og peber

Rist først cashewnødderne på panden med olie og salt. Mens du gør dette plukkes basilikum og skyldes. spinaten skyldes. Det hele kommes i en minihakker eller foodprocessor med nødderne, olie og ost. Det hakkes til en lind masse. Til sidst smages til med salt og peber.
Tip: Brug pestoen til salat, på paste eller som dyp til brød.

Den er også perfekt til en sød lille værtindegave. 
Patentglas koster 15 kroner og det er nemt og enkelt at lave. 
Og hvem elsker ikke hjemmelavede lækkerier. 
Disse nødder er også perfekte som værtindegave. 

Så det er bare at komme i gang!

torsdag den 13. august 2015

Den bedste tærtedej - her med laks og spinat...

Ja ja, jeg er her stadig ;)
Der er stadig gang i køkkenet, men dog ikke så meget som før-baby. Der er dog et par opskrifter på vej her inde.

I dag er det endnu en af farmors lækre retter, serveret på et sommerbesøg. Tærten blev dog serveret med rejer hjemme hos hende og så denne über lækre jordbærkoldskål!


Tærtedej:
ca. 6-8 portioner

150g mel
100g smør eller margerine
100g kvark eller skyr

Det hele æltes sammen og skal derefter hvile i 30 minutter.
Herefter rulles det ud til en rund og kommes i et smurt tærtefad.

Fyldet er frivilligt, men jeg har med denne tærte brugt:

4 æg
et par håndfulde frisk spinat
champignon
1 pakke røget laks
salt og peber
revet ost

Bland det hele undtagen ost i en skål og rør det godt sammen. Kom det op i fadet, som er beklædt med tærtedej.

Det hele bages ved 200grader til dejen er bagt og æggemassen stivnet.

Tip: lav en lækker salat til. Desuden kan man lave små madpakketærter som dem på billedet nedenfor.


torsdag den 6. august 2015

Jordbærkoldskål...

I weekenden var jeg og min lille familie på Sjælland og der brugte vi søndagen hos mine bedsteforældre. Det elsker jeg og vi bliver altid forkælet med lækker mad!

Det gjorde vi selvfølgelig også denne her gang. Vi fik den mest fantastiske sommerdessert...


Jordbær kærnemælkskoldskål:
4 personer

125g jordbær (evt. fra frost dog optøet)
3 spsk sukker
1 l kærnemælk
1dl fløde. 
 
Blend jordbær, sukker, halvdelen af kærnemælken og fløden. Herefter røres resten af kærnemælken i. Server med kammerjunker eller musli.

Perfekt sommerdessert!