...fyldt med dårlig samvittighed og evig kamp!
Jeg ved ikke, om du er af en anden støbning end mig, men jeg tror ikke det er unormalt med følelsen af at det er en konstant kamp at tabe sig og derefter vedligeholde vægten.
Jeg tror det er de færreste der ved, at kampen fortsætter efter vægttabet. Både fordi mere vil have mere, men også fordi kroppen ikke bare når en vægt og så bliver der!
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men synes også at jeg på de sociale medier ( blogs, facebook og Instagram) oplever, at når man når sin målvægt eller får trænet lårene mindre eller hvad man nu har haft af mål, så er det ikke nok. Man er ikke tilfreds. Der er jo stadig den lille delle over bhen, lårene rører stadig hinanden eller læggen er ikke muskuløs nok.
Sådan har jeg det også. Jeg havde aldrig, i min vildeste fantasi, drømt om at jeg skulle nå ned på omkring 60kg. Og ja, det er flot og fantastisk og alt det her..., men nøj hvor jeg synes det er træls at jeg stadig er tyk på maven. Maven er blevet meget meget mindre gennem vægttabet. Det er rigtigt. Den er dog stadig stædig og hænger i. Jeg har det, mange måske vil kalde for bildæk. Når andre siger jeg er slank, er det eneste jeg tænker: "det er fordi du ikke har set mig nøgen"!
Fy for fanden det er grænseoverskridende!
Men hej, det er jo ikke værre end at gå i bikini.
Det er jo sådan jeg ser ud!
Stop dig selv tænker du måske, men jeg prøver bare at vise "bagsiden af medaljen". Vægttabet slutter aldrig. Kampen er din kamp for evigt. Lige nu arbejder jeg meget med det psykiske. Jeg øver mig i at acceptere hvordan jeg ser ud, være stolt af det jeg har opnået og finde en balance imellem at spise sundt og usundt og at træne og holde fri - det er satme svært skulle jeg hilse og sige.
Det jeg kæmper allermest med, udover at acceptere min mave og være stolt af det jeg har opnået, er den konstante dårlige samvittighed! Den er altoverskyggende og sluger utrolig meget energi. Den styrer min hverdag og hvad jeg bruger min tid på. Den er der hele tiden også når det på ingen måde er berettiget.
Oftest kommer den dårlige samvittighed hvis jeg aflyser en træning eller spiser noget jeg ikke synes er sundt. Eller bare spiser for meget. Eller, eller, eller...
For at give et eksempel: I går lørdag aflyste jeg min styrketræningsaftale fordi det er ferie og jeg hellere ville nyde vejret og slappe af med min kone. Det burde ikke være et problem eftersom jeg i ugen op til havde trænet både mandag, tirsdag, torsdag og fredag..., men den dårlige samvittighed indtraf straks, allerede da tanken opstod med ønsket om at droppe træning. Det endte med at jeg droppede træning og derimod powerwalkede/løb 5 km for at teste mit knæ og senere cyklede rundt i det dejlige vejr.
Et andet eksempel er i dag. Jeg har hele tiden haft en træningsaftale om at prøve et udstrækningshold i fitnessworld, men havde så også meldt mig til et cirkeltræningshold inden, fordi jeg ikke fik styrketrænet i går. Da jeg vågnede besluttede jeg mig for at give benene lidt ro, da knæet gør ondt efter turen i går og kun tage til udstrækning. Desuden har min kone og jeg aftalt at vi kører til Silkeborg og går tur på Himmelbjerget. Og i morgen skal jeg steppe i 2,5-3 timer, så ligger jo ikke ligefrem på den lade side... Alligevel dukker den dårlige samvittighed op!
Og hvor kommer den så fra den her evige dårlige samvittighed? Jeg tror det er frygten for at blive tyk igen. Jeg er bange for at komme ud på en deroute og smide alt det hårde arbejde væk! Alle videnskabelige undersøgelser og odds peger på, at vægttab som er opnået langsomt og sikkert over lang tid, sjældent fører til at kiloene ryger på igen. Jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver tyk igen, fordi jeg går op i sundhed og mad og træning. Alligevel er det hos mig en stor bagside af medaljen at jeg kæmper med den dårlige samvittighed. Er jeg mon den eneste?
Men ikke alt er sort. Et stort vægttab er ikke en straf, selvom jeg måske får det til at lyde sådan ;)
Det er dejligt at kunne passe tøjet i butikkerne. Jeg synes altid jeg har kunnet passe de største størrelser i almindelige butikker, men det har jo aldrig siddet rigtig godt. Nu kan jeg gå ind og hive en størrelse medium, og til tider small, ned fra hylden og tage den på og passe den. Selvfølgelig er det ikke alle snit der er lige flatterende, men det er en dejlig følelse at det er sjældnere og sjældnere jeg ikke kan få det tøj jeg gerne vil have. Og det er virkelig det hele værd! Når jeg har de dage hvor jeg synes det hele er noget lort og tuder over at det aldrig bliver nemmere og at alle andre har flade maver osv osv... Så tænker jeg på hvordan jeg føler mig når jeg tager ud og shopper eller når jeg tager pænt tøj på og føler mig lækker....
Jeg ved ikke om I kan nikke genkendende, ryste på hovedet af tossen bag skærmen
eller føler at I har spildt to minutter af jeres liv på at læse dette,
men der er blevet efterlyst flere "personlige" indlæg
og den evige kamp og dårlige samvittighed som sagt fylder rigtig meget i mit liv synes jeg det var et relevant indlæg at bringe...
God søndag... nu vil jeg hoppe til "udstræk",
og derefter nyde solen på Himmelbjerget.
